Mellemtrin 4.- 6. kl.

Vi bygger ovenpå

På mellemtrinnet kombinerer vi faglig fordybelse, social udvikling og ansvar, så børnene styrkes både i læring og fællesskab, med blik mod udskolingens krav.

Her træder børnene ind i en fase med større faglig dybde og øget selvstændighed. Med udgangspunkt i det, de allerede har lært, støtter vi deres videre udvikling – både socialt og fagligt – ved at udfordre deres nysgerrighed med spændende emner og samtidig styrke deres evner til at analysere, reflektere og tænke kritisk. Vi skaber en balance, hvor det kendte møder nye udfordringer.

Samtidig skal børnene lære at navigere i mere komplekse sociale sammenhænge og bygge stærkere venskaber. Her bliver deres forståelse for egne styrker og svagheder tydeligere, hvilket bidrager til en vigtig personlig udvikling.

Nye udfordringer  

I denne fase får børnene mulighed for at dykke ned i nye fag og bruge computeren som et aktivt redskab i undervisningen. De lærer at tage mere ansvar, men får samtidig den støtte og vejledning, de har brug for fra lærerne.

Vores fokus er at skabe en sund balance mellem læring, trivsel og fællesskab, så børnenes lyst til at lære styrkes. 

På vores skole har mellemtrinnet en vigtig rolle i hverdagen. Eleverne på mellemtrinnet står for både skoleboden og skole- og legepatruljen, hvilket giver dem mulighed for at tage ansvar, vise engagement og være gode rollemodeler for de yngste elever. Hermed styrkes ansvarsfølelsen og selvstændigheden, og de sociale kompetencer udvikles. 

 

Værdier – for livet

På VKF tror vi på, at vi er ”Altid allerede elsket”, at Gud elsker alle mennesker og vil frelse os gennem troen på Jesus. Vi anser det for grundlæggende, at alle har lige stor værdi, er skabt og elsket af Gud. 

Vi ønsker at dele liv og tro, og videregive kristendommens budskab med tro, håb og kærlighed, som et bærende element for den enkelte og for vores fælles kultur.